Luchino Visconti

|dødssted = Rom, Italien |nationalitet = Italiensk |andre navne = |aktiveår = 1935-1976 |partnertype = Partner |partner = Franco Zefirelli
Helmut Berger |kæreste = |ægtefælle = |børn = |forældre = |bopæl = |beskæftigelse = Film-, opera og teaterinstruktør, manuskriptforfatter |hjemmeside = |kendte insk = ''Leoparden'', ''Døden i Venedig'' |oscarpriser = |emmypriser = |tonypriser = |goldenglobepriser = |baftapriser = |cannespriser = Den Gyldne Palme (1963) for ''Leoparden''
25 årspris (1971) for ''Døden i Venedig'' |berlinalen = |cesarpriser = |goyapriser = |afipriser = |filmfarepriser= |olivierpriser = |geminipriser = |grammypriser = |Screen Actors Guild = |sundance = |bodilpriser = Bedste europæiske film (1962) for ''Rocco og hans brødre''
Bedste europæiske film (1972) for ''Døden i Venedig'' |robertpriser = |andre priser = }} Luchino Visconti di Modrone (2. november 1906 i Milano – 17. marts 1976 i Rom) var en italiensk film- og teaterinstruktør, aristokrat og rig: Moderens familie var af højborgerlig herkomst (medicinalfirmaet Erba). Begge forældrene var meget smukke. Luchino Visconti benyttede sig aldrig af sin grevetitel, ligesom Modrone-navnet aldrig figurerer i forbindelse med hans kunstneriske virksomhed.

Faderen var hertug af Milano. Viscontislægten kan spores tilbage til i år 774. Den første Visconti var konge af Lombardiet og svigerfar til den første tysk-romerske kejser, Karl den Store. I middelalderen huserede Viscontierne som despoter i Norditalien og er omtalt i Dantes Guddommelige Komedie. Modronenavnet skyldes Napoleon .

Hans bedst kendte film er ''Leoparden'', ''De lange knives nat'' og ''Døden i Venedig''. Andre film er socialt indstillede ofte indignerede samtidskildringer i sort-hvid. "Rocco og hans brødre" var dén film, han selv holdt mest af, måske fordi handlingen foregår i barndombyen Milano.

I det meste af 1930'erne boede han i Paris (han talte flydende fransk). Omkring 1934 flirtede han med nazismen, men hans homoseksuelle kæreste, tyskeren Horst P. Horst, som magasinet Vogue netop var ved at promovere som modefotograf, fik ham på andre tanker. På omtrent samme tid kom han i kontakt med den kendte filmskaber Jean Renoir, der var en prominent kommunist.

Visconti var en ekstremt sammensat personlighed; integreret i sin samtid bortset fra tiden under og lige efter 2. verdenskrig, i sig selv og i sit professionelle virke. På sine gamle dage koketterede han med (fx i et interview med David Bailey i portrætfilmen ''Bailey On''), at han var dekadent.

"Décadent? Det behager mig meget vel! Det ville bekymre mig mere, hvis man anklagede mig for futurisme!" Fra Wikipedia